Vinterferie

Kære alle,

Så nåede vi frem til uge 7 og dermed vinterferien.

Nu er det naturligvis særlige tider; men vi tænker det er fornuftigt at give tid til lidt familietid og ud-i-naturen tid samtidigt med at vi giver vores online-trænere et velfortjent pusterum.

Husk at du altid kan gense tidligere træninger i vores facebookgruppe og træne lidt ekstra.

Vi ser frem til at se jer alle bag skærmen igen i uge 8, hvor vi kører alle online-lektioner igen.

God ferie

Bestyrelsen og trænerudvalget

Covid-19 opdatering

Kære alle fantastiske medlemmer,

Lad os først have lov at takke jer for den fantastiske opbakning i denne svære Corona-tid. Det er dejligt at se de mange opslag i vores facebook-gruppe og opleve jeres deltagelse i konkurrencer, live-stream og video-lektioner i både Happy Yoga og Taekwon-Do.

Ved det sidste pressemøde kunne vi desværre konstatere at de gældende restriktioner blev forlænget frem til d. 28. februar. Det betyder, at der endnu vil gå noget tid, inden vi igen kan samles i dojangen til normal træning.

Vi vil derfor fortsætte de nuværende virtuelle tilbud i form af Taekwon-Do videoer og live-streams i Facebook-gruppen samt Happy Yoga videoer på Youtube, så længe restriktioner varer.

Dog vil vi give vores instruktører en velfortjent ferie i uge 7, hvor der ikke vil være planlagte aktiviteter

Vi håber på jeres fortsatte forståelse og husk I er altid velkomne til at kontakte os, hvis I har brug for en snak omkring den nuværende situation

Bestyrelsen og trænerne

Online træning

Restriktionerne trækker desværre ud og vi må foreløbigt fortsætte vores online træning: Sammen – hver for sig. Vi er glade for at se så mange deltage med online og herunder kan du se det opdaterede skema for alle online tilbud. Alle videoer og live-stream sker i Facebook-gruppen: Sorø Taekwon-Do med undtagelse af online videoer til Heroes holdet, som har sin egen gruppe.

SÆSONSTART

Kære alle,

Vi håber at I alle er kommet godt ind i det nye år, som jo unægteligt ser noget anderledes ud end vi havde håbet, hvad angår sæsonstarten d. 12. januar.

Skærpede restriktioner gør at vores opstart naturligvis vil komme til at se lidt anderledes ud. Lige nu håber vi på en fysisk sæson fra mandag d. 18. januar; samtidigt må vi være realistiske og erkende at der forventeligt vil komme forlængede restriktioner.

Bestyrelse og trænere arbejder netop nu på højtryk for at sikre den bedst mulige start og træning med de til enhver tid gældende restriktioner. Indtil vi ved mere omkring eventuel forlængelse af restriktioner og ændringer i forsamlingsforbuddet vil vi tilbyde følgende i uge 2:

Mandag d. 11/1 kl. 17.00-17.45: Live-træning målrettet Miniorer med Boosabum Ann og Sabumnim Thomas
Onsdag d. 13/1 kl. 17.00-18.00: Live-træning målrettet Aspirant+ med Boosabum Ann og Sabumnim Thomas

Begge live-træninger vil blive streamet i vores facebookgruppe:

https://www.facebook.com/groups/soroetaekwondo/

Derudover vil der blive uploadet en 30 minutters træningsvideo til miniKIDS og en 30 minutters træningsvideo til KIDS i begyndelsen af uge 2.
Disse vil også blive lagt i facebookgruppen og alle miniKIDS og KIDS elever får direkte besked på mail.

Vi står og træner sammen – hver for sig

Taekwon

Bestyrelse og trænere

Kort nyt om det nye år

Kære alle,

Vi håber, at I nyder juledagene og formår at slappe af. Pressemødet dags dato har jo som det vigtigste fortalt os at de nuværende restriktioner med nedlukning af haller og gymnastiksale forlænges til d. 17. januar.

Det vil naturligvis påvirke vores sæsonstart og så snart vores bestyrelse og trænere har haft mulighed for at tale sammen, vil vi sende deltaljeret nyt til jer alle omkring træning og træningsstart i januar.

Pas godt på jer selv og hinanden – vi står sammen, hver for sig

GODT NYTÅR

STK Bestyrelsen

Glædelig jul og godt nytår

Et turbulent og anderledes år nærmer sig sin afslutning. Mange begivenheder har I år taget sig anderledes ud og vi har oplevet både aflysninger, tilpasninger og nytænkning.
Vi må sige et kæmpe tak til alle elever, medlemmer og forældre for den enorme opbakning, vi har oplevet fra jer alle i disse, til tider, svære omstændigheder.
Nu har alle fortjent en dejlig ferie med julestemning og fejring af det nye års komme.
GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR 👊👊👊

Skærpede restriktioner

Kære elever og forældre,

I lyset af dagens pressemøde omkring udvidelsen af de skærpede restriktioner, som nu også indbefatter Sorø Kommune, ønsker vi i Sorø Taekwon-Do at vise samfundssind og tage ansvar med det samme.

Derfor aflyses al træning i dag torsdag, således at vi desværre allerede fra nu må holde juleferie.

Vi håber, at restriktionerne ophæves som planlagt d. 3 januar 2021, således at vi kan starte vores hold og træninger op igen fra uge 2.

I vil naturligvis blive holdt informeret løbende 🙂

Glædelig jul og godt nytår

På vegne af bestyrelsen og trænerudvalget

Sabum Thomas

Sidste træning før jul og Covid-19

Vi er i den sidste træningsuge inden en velfortjent juleferie og vi når lige at skulle forholde os til de seneste restriktioner i forbindelse med Covid-19.

Sorø Kommune er ikke en af de 38 kommuner, som er ramt af særlige restriktioner gældende fra i dag onsdag til d. 3. januar 2021.

Der vil dog være elever, som omend de træner i Sorø er bosiddende i en af de kommuner, hvor de særlige restriktioner gælder. Det betyder blandt andet at idræt i de pågældende kommuner vil være aflyst fra i dag.

Sorø Taekwon-Do vil derfor gerne henstille til at vi alle følger, ikke kun restriktioner, men også anbefalingerne. Disse omfatter at man selv, når man krydser en kommunegrænse tager sine restriktioner med sig.
Det betyder desværre at vi må bede de elever som bor i en berørt kommune om ikke at deltage i vores sidste juletræning inden ferien torsdag d. 10. december

Vi håber, at vi alle kan træne aktivt sammen igen fra uge 2 i januar, hvor alle hold starter op igen og vi glæder os til at se dem, som må komme til træningen imorgen torsdag.

Glædelig jul og godt nytår
Bestyrelsen

Covid-19 og nye tiltag

Kære elever, medlemmer og forældre,

Så kom der nye restriktioner og anbefalinger i forbindelse med Covid-19 udviklingen i Danmark. Det betyder at der også for vores aktiviteter kommer nogle nødvendige ændringer, som I kan se herunder.

Vi følger udviklingen tæt og vil naturligvis løbende regulere klubbens retningslinjer og anbefalinger, når det bliver muligt.

  1. Alle Taekwon-Do hold vil fra mandag d. 26. oktober afvikles uden tilskuere. Vi henstiller til at man som forældre venter, siddende i kantineområdet eller udenfor hallerne.
    Elever på Heroes-holdet må fortsat have én forældre siddende i salen.
    miniKIDS træningen søndag d. 25. oktober vil afvikles normalt; men vi vil i løbet af den kommende uge give besked om gældende regler fra søndag d. 1. november.
  2. Vi anbefaler at afsætning og afhentning af elever sker udenfor ved Sorø Hallens indgang, for at undgå større forsamlinger indenfor.
  3. HUSK at alle som træder ind i hallerne, også udøvere, skal bære mundbind indtil de er inde i salen. I salen må aktive udøvere være uden mundbind. Selvom retningslinjen først træder i kraft i løbet af ugen, anbefaler vi at vi alle allerede øver os fra førstkommende træning.
  4. Fredage vil der blive arrangeret ekstra træninger i aldersspecifikke grupper. Disse træninger, samt aktuel aldersgruppe vil blive meddelt løbende i klubbens facebookgruppe.
  5. Happy yoga vil fra onsdag d. 28. oktober aflyse fysisk træning i salen. Der vil i stedet blive tilbudt live online-undervisning af Ann via Youtube. De praktiske deltaljer vil blive sendt ud i separat mail.
  6. Fra tirsdag vil Aspirant+ holdene deles op som følger:
    12 – 21 år træner tirsdag og torsdag kl. 19.00 – 19.55
    +21 år træner tirsdag og torsdag kl. 20.00 – 20.55

Vi håber på jeres forståelse og er sikre på at vi kommer stærke og godt igennem denne periode også.
Har I spørgsmål er I altid velkommen til at skrive til klubben eller kontakte vores hovedtræner Sabum Thomas på mobil 3023 3039

Sorø Taekwon-Do
Bestyrelsen og trænere